Klynger - det vigtige fællesskab

  • PDF
  • Udskriv

 

Allerede ved skabelsen sagde Gud: "Det er ikke godt for mennesket at leve alene" - og vi kender vist alle den ubehagelige følelse af ensomhed, der kan snige sig ind på os undervejs i livet.

I takt med at søndagsgudstjenesten og menigheden har vokset sig stor, har vi derfor også haft fokus på, hvordan vi kan styrke de små og mellemstore fællesskaber. Der er en række smågrupper ved menigheden, som mødes ca. hver 14. dag rundt i hinandens hjem, og derudover har vi fra marts 2013 valgt at lade én søndag i måneden være uden fælles gudstjeneste, for at vi i stedet kan mødes i mellemstore fællesskaber, som kaldes for klynger.

En klynge er et fællesskab, hvor 10-50 personer mødes om en fælles interesse, passion eller mål. Målet er at åbne og styrke menighedens fællesskab, for her er det nemmere at lære nogle at kende end i søndagens store flok på 170 - 200 personer, og man kan samles med et lidt mere snævert formål, som man deler interessen for.

Det kan virke uoverskueligt at finde ind i det store gudstjenestefællesskab, ligesom det kan virke skræmmende intimt at gå direkte ind i en smågruppe, hvor der måske blot er 5-6 personer i forvejen. Her kommer klyngens ind i billedet: Her er der så mange deltagere, at det ikke bliver alt for intimt for en ny deltager - men ikke flere end at man hurtigt lærer hinanden at kende. Dertil kommer, at klyngen giver mulighed for at sætte fokus på en helt særlig målgruppe, aktivitet eller samværsform, som ikke umiddelbart egner sig til gudstjenestens store fællesskab.

Herunder kan du læse om de klynger, som netop er startet op i menigheden, ligesom du kan sætte dig ind i, hvordan man starter en ny klynge.

Fællesskab er vigtigt!

 

Søg