Om Karl og Børge og Jesu navn

  • PDF
  • Udskriv

kmpe brgeJeg talte engang med den daværende graver på min kones hjemegn. Han hed Karl og ligger nu på den kirkegård, som han i flere årtier passede med stor flid, og venter på opstandelsens morgen. Da jeg mødte ham, var han en ældre mand. Han fortalte mig en pudsig historie. Da han blev født, var han så svag, at jordemoderen troede, han ville dø. I stor hast ville de arrangere en hjemmedåb, men da de kom til spørgsmålet: Hvad er barnets navn, svarede moderen: Det ved jeg ikke. Det har vi ikke bestemt endnu. Hvortil jordemoderen sagde: Kald ham Karl. Han dør alligevel! Det gjorde han nu ikke, men levede næsten otte årtier og bar navnet Karl i alle disse år.

Vores navne er vigtige. De gør os til mennesker og skiller os ud fra en navnløs verden. Vores navn skiller os ud fra den anonyme mængde og gør os til individer. Jeg er ikke bare en forvokset knægt fra landet, en halvgammel præst, en ranglet fyr med skæg. Jeg er Børge, og selv om vi er mange halvgamle typer fra landet, som hedder det, så markerer mit navn, at jeg er unik. Jeg er mig og kun mig. På godt og ondt. Jeg er Børge. Mit navn er ved at uddø. Det findes ingen under fyrre med det navn. Konfirmander fniser, når jeg siger mit navn, og spørger, om jeg er opkaldt efter den kæmpebørge, man kan købe henne ved pølsevognen. Men jeg bærer med smil mit navn.

Det barn, Maria fødte, fik navnet Jesus. Der var ikke tvivl eller diskussion om det, for Guds sendebud fra Himlen havde navngivet ham allerede forud for undfangelsen. Mange jødiske drenge fik det navn, fordi det mindede dem om Guds egenskab, at han redder de hjælpeløse. Men Jesus er unik, for han er sit navn. Han er frelse og redning i den mest omfattende forstand af ordet, for han kan fjerne vores skyld, kan bære vores byrde, kan gøre vores krop og vores sjæl udødelige og kan gøre hele verden ny.

Måske var 2011 det år, vi for alvor kvajede os i forhold til Gud og vores nærmeste. I Jesu navn kan du vaske tavlen ren og starte på en frisk, som var det hele ugjort.

Måske slæber du rundt på bekymringsbyrder, burde-byrder og alskens elendighed af fysiske eller psykisk art. I Jesu navn må du kaste det over på ham, for han har omsorg for dig. Du behøver ikke bære det gamle års byrder med dig.

Og så er der alvoren ved det nye år: hvad mon der venter eller truer bag næste hjørne? I Jesu navn må du tage hver ny dag som en gave fra ham, som er med dig alle dage.

Karl og Børge og alle jer andre. Vores navne er glemt om 100 år. Men Jesu navn er navnet over alle navne. Det er fra evighed til evighed. Og engang ved Jesu komme i herlighed skal han kalde de døde ud af graven, som han kaldte på Lazarus, og så skal vores navne alligevel huskes og leve for evigt. Selv Karl. Selv Børge. På grund af hans navn.

Godt nytår – i Jesu navn.

Børge

Børge Haahr Andersen er rektor for Dansk Bibel Institut og vejleder for Kronjyllands valgmenighed. En gang i kvartalet vil han dele nogle tanker, ord eller opmuntringer med os her på hjemmesiden.

 

Søg